26 april 2012

Så har jeg da vist

fået startet op på rigeligt igen, MEN jeg har sandelig også fået hæftet nogle ender:

IMG_0092

Jeg kan næsten ikke være bekendt at sætte billede på. Det er jo direkte elendigt og rigtig dårlig reklame for modellen. IRL er den rigtig fin i en dejlig grøn farve. Her ser den grå og krøllet ud, men det er den altså IKKE!

Fakta:
Mønster: Edith af Ellen Holm
Garn: Sølle 190 gr. Geilsk uld
Pind: 2½ - 4½
Ændringer: Ingen (så vidt jeg husker)
Hit or sh*t: Den skal nok blive et hit.

I aften tror jeg, at jeg vil slå op til Retrosweateren – for 3. gang!

24 april 2012

Jeg er meget glad for

at jeg nåede at bestille dette




FØR en af mine tænder knækkede i fredags. Det bliver en dyr affære og jeg er skrækslagen ved tanken om det næste besøg hos tandlægen. Hun har ikke tid før på mandag, så jeg har god tid til at glæde mig!

Godt med lidt garntrøst. Jeg er ikke vild med flerfarvestrik, men denne trøje er strikket på pind 7, så det kommer vel til at gå rimeligt hurtigt?

Nu skal jeg lige have googlet "dominans" (tør ikke lige tænke på, hvilke sider det kan sende mig ind på) for jeg kan ikke huske spor om, hvilken farve jeg skal have hvor?!?

21 april 2012

Når man nu ER

nået ud til Garnudsalg, kan jo ikke nøjes med kun at købe 1 cone garn med hjem, vel? Nemlig, så jeg måtte da også lige have disse 2 med hjem:



Begge er det lækre uld/bomuld. Farverne er ikke helt rigtige. Troede ellers lige, at jeg havde fundet de vises sten ved at fotografere dem på et Hvidt håndklæde.

Klitter er startet op - og stoppet igen. Garnet er lækkert men hårdt ved mine små sarte fingre, så jeg endte med at trævle op, vinde i fed og vaske garnet. Nu hænger det til tørre, så jeg håber, at jeg kan starte igen i morgen! Garnet er i hvert fald ikke blevet mindre lækkert af at blive vasket.

16 april 2012

Jeg kæmper

med min startitis. Den er ganske overvældende!

Jeg måtte jo investere i Annette Danielsen nyeste bog Sommerstrik og der er mange lokkende modeller i. Klitter havde jeg et godt øje til med det samme, men det her indlæg gjorde da ikke trangen til at starte op mindre!

Nu er det så også så uheldigt, at jeg jo skulle aflevere grydelapperne til min veninde – og hun bor i Gug. Er der nogen, der kan se problemet? Jep, Kenneth bor også i Gug!

Med hjem kom (bl.a.):

IMG_0087

Farven er næsten rigtig, men nisterne er ikke nemme at se.

Og nu har jeg så de sidste par aftener siddet og messet: Du starter ikke, du starter ikke, du starter ikke, mens en lille djævel på min skulder har hvisket i mit øre, at Dydsmønster jo kræver lidt opmærksom pga. snoningerne, så det vil da være helt i orden at starte lidt lige-ud-af-landevejen fjernsynsstrik op!

14 april 2012

Endnu et sæt

grydelapper har set dagens lys. Disse har jeg hæklet til en rigtig god veninde (jeg gør det ikke for hvem som helst!)

IMG_0085

Farven er det tætteste, jeg kunne komme på limegrøn og det viste sig, at den passede perfekt til viskestykkerne ;-)

Det varer lidt, inden jeg hækler et par mere. Det var ellers til store morskab for ældste, som fandt moars kropssprog under sammenhæklingen vældigt underholdende. Munden spidset, skuldrene oppe omkring ørerne og voldsomt foroverbøjet!

Og så er der altså et eller andet med det Dydsmønster. Jeg har lige trævlet op for anden gang og jeg kan ikke engang give opskriften skylden. Tror dog, at jeg nu er på rette vej igen?

11 april 2012

Det ser ud til

at mine indlæg skal komme i klumper! Og nu må det da være på tide med en opdatering. Bliver der strikket – ja, mon ikke. Bliver der monteret – det tror jeg ikke!

Jeg havde ellers satset på, at en påskeferie i sommerhuset ville betyde montering, så jeg pakkede en taske med: Line, Cardigan og Edith. Hm, de blev i tasken hele Påsken!

Til gengæld kom jeg i gang med Dydsmønster:

IMG_0082

Det var ellers godt nok noget af en start. Først fattede jeg ingenting, så opdagede jeg, at jeg havde glemt at tage en side af opskriften med i sormmerhuset. Det opdagede jeg så først, da jeg nærmede mig ærmegabet og simpelthen var så optaget af strikkeriet, at det ville have været en katastrofe at måtte lægge det til side (jeg havde selvfølgelig andet strikketøj med, men…..)

Til gengæld havde jeg investeret i en usb opkobling til internettet. Det lykkedes mig at være på længe nok til at få virkelig kvalificeret hjælp. Tusind tak for det. Jeg måtte stå på terrassen med computeren – og til sidst opgav jeg det internet! (Og Telia kommer til at høre fra mig).

Dydsmønster er ganske sjov at strikke. Ikke den hurtigste måde at strikke snoninger på, men af en eller anden grund nyder jeg det alligevel. Garnet er dejligt blødt, farven er skøn (lilla) – eneste lille klage er, at det sine steder er meget, meget tyndt.