31 juli 2015

Faktisk troede jeg,

at jeg havde lært at sige nej, men det har vist sig, at sådan er det ikke helt. Langt hen ad vejen ja, men ikke helt.

Min svogers søster er så heldig, at hun skal være mormor. Da hun selv skulle have det første barn, strikkede hendes mands bedstemor et barnevognstæppe til dem. Der er blevet passet godt på det i årenes løb og det skal gå i arv. MEN de har 2 børn, så de ville gerne have en kopi af tæppet. I telefonen nævnte hun, at det så ud til at være strikket i baner og på ret tykke pinde. Okay, tænkte jeg, det er da lidt spændende. Ergo sagde jeg ja til at strikke det.

Beklager det halvdårlige billede. Det er taget, mens tæppet lå til tørre. Jeg nåede ikke at få taget et nyt, før det var afhentet. Men det får jeg chancen for, for det viste sig, at de faktisk gerne ville have 2 tæpper. Ahem, det varer lidt, før nr. 2 bliver strikket!

Tæppet var ganske rigtigt strikket i baner, der så var syet sammen. Det bruger vi ikke her, så jeg strikkede det i ét stykke. Kanten var ligeledes strikket og syet på. Det gør vi heller ikke her, så den er strikket på. Hjørnerne er lavet med forkortede rækker. Faktisk med tyske forkortede rækker! Det fungerede ret godt.

Okay, det viste sig, at det faktisk var ret sjovt at få tegnet mønster af og regnet den ud. Selve tæppet var hurtigt strikket på p 5½. Kanten trak til gengæld tænder ud. Virkelig kedelig at strikke.

Fakta:

  • Mønster: Ren kopiering af det gamle tæppe. De der kender mig, vil nok more sig en anelse. De forskellige mønstre er spredt fuldstændigt vilkårligt på tæppet. Det har jeg det lidt svært med ;-) Havde det været til mig selv, havde der været symmetri i placeringen. Her valgte jeg “bare” at lave en tro kopi af originalen.
  • Garn: 437 gr. Blackhill Højlandsuld. Strikket med 3 tråde.
  • Pind: 5½ mm
  • Hit or sh*t: De så vældigt glade ud, da de hentede det, så mon ikke det skal blive godt brugt - og passet på.

Rigtig god weekend.

25 juli 2015

I min strikkekurv

eller rettere i en af mine strikkekurve/tasker ligger (bl.a.) A-cardigan fra Garnudsalg.

Hm, har en anelse problemer med at sætte billeder ind i Blogo. Håber, at det går.

A-cardigan er forlængst færdigstrikket og mangler “kun” lidt hæftning af ender, sammensyning under ærmerne, montering af lommer og isyning af knapper. Og kan fruen så tage sig sammen til at få den færdig? Niks - heller ikke selvom den faktisk sagtens kunne komme i brug på en sommerdag som denne.

Men jeg har regnet ud, hvorfor monteringen trækker sådan ud. I det nystøbte stuegulv er der tydelige beviser på, at monteringsfeen/alfen/nissen eller hvad det nu er, har forladt huset:

Det kan også være, at vores tømrer havde det rigtigt sjovt, da han kom forbi lige efter, at gulvet var støbt?!?
Rigtig god weekend - om ikke andet er der da et fantastisk strikkevejr!

17 juli 2015

Hold nu op

som tiden går hurtigt. Den årlige sommerhusferie er kommet og alt for hurtigt gået. Ferien blev som i både 2013:

og 2014 indledt med, at min søster og jeg aflagde Garnudsalg et besøg.

I år fik jeg ikke taget billede af indkøbene. Uforståeligt at jeg kunne glemme det, men mon ikke det hænger sammen med, at vi faktisk begge var ret så konservative i vores farvevalg. Grå og ellers afdæmpede farver.

En af traditionerne i sommerhuset er, at der skal laves Kabbelabbe. Sjov historie om Caffe Latte (mange andre måder at stave det på også, kan jeg se), som har betydet, at det aldrig hedder andet en Kabbelabbe hos os.

Der er så bare det lille problem, at glassene bliver afsindigt varme og vores strikkefingre bryder sig ikke om det. Altså måtte jeg i gang med strikkepindene:

Mønsteret har jeg fundet her. Der blev strikket 8 stk. 2 i hver farve, så var jeg også færdig med det mønster for en tid. Kopvarmerne fungerede helt perfekt, så alle var glade.

Seneste festlighed her er, at min computer afgik ved døden. Herligt! Heldigvis var ældste hjemme. Ny maskine indkøbt, men hold nu helt op, hvor er der meget nyt at lære. Det blev en Mac, så dette indlæg skrives i et helt nyt program også og jeg er da lidt spændt på at se resultatet.

I dag sluttede sommerens skønne samvær med familien her. Som de sidste er ældste og kæreste på vej sydpå til deres hjem. Dvs. lige nu sidder de i Kastrup Lufthavn og venter på et forsinket fly hjem. Her hos os er der så blevet meget stille. Ikke så meget at gøre ved det. Kun at glæde sig til næste gang det lykkes at få alle samlet.

En af planerne for denne weekend er at nå en runde til Blogs. Det har været forsømt de sidste 14 dage, så der er lidt at indhente.

Rigtig god weekend.