29 januar 2016

Lillejuleaften

blev jeg færdig med julegavestrik og så var jeg lidt på den. Jeg kan have en alenlang to do liste, men når der så bliver strikkepinde ledige, er der bare ikke noget på listen, der fænger alligevel. Sådan stod jeg lillejuleaften.

Frem kom Blomsterstrik og valget faldt på Perlehyacint. Hvad i alverden fór der lige i mig der? P nr. 3 og godt 80 cm lang trøje!?! Nå, men der blev fundet masser af farver frem, valg blev truffet og startskuddet gik. Da jeg var gået i gang med 3. farve og havde trævlet op 2 gange pga. at jeg var utilfreds med farverne, valgte jeg så alligevel at lave farveprøver. De blev sådan set fine og gjorde det lidt nemmere at vælge farverne, men det gør altså en forskel, om man ser på en lille farveprøve eller på det strikkede, hvor der er meget lange farveforløb.

Selv efter strikkeprøve blev det nødvendigt med en optrævling mere - og her taler vi altså om 10 pinde á godt 400 masker! Indtil videre ser det således ud.

Farverne er meget mere dæmpede i virkeligheden og det irriterer mig grænseløst, at jeg ikke kan få hverken kamera eller telefon til at vise de rigtige farver.

Og nu er jeg virkelig på den, for det eneste, jeg kan finde på som sidste farve, er råhvid og den kan nemt gå hen og blive voldsomt dominerende. Min kloge mor siger, at jeg skal prøve at strikke et fuldt stykke med den råhvide over f.eks. 20 masker og det har hun jo nok ret i, men nøj hvor kedeligt! Og så er der ikke engang håndboldfinale med dansk islæt til at underholde!

God weekend.

20 januar 2016

Når min søster

ankommer til jul, plejer hun som noget af det første at spørge efter et par sokker.

Sidste år blev jeg enig med mig selv om, at det måtte der gøres noget ved. Så efter nogle søgninger på nettet og et par forsøg endte det med disse:


Det var jo jul, så farven var der ikke tvivl om! De er hæklet med en ret så tyk nål, så det går forholdsvist hurtigt, men som med strik er det bøvlet og hårdt arbejde at bruge de tykke pinde/nåle. Det blev til nogle rækker om dagen og det var fint.

Men sammensyning af hækling?!? Der måtte jeg da lige en tur på nettet igen. Hvad gjorde vi før internettet?

Fakta
Mønster: Garnstudio 121-14
Garn: Mor Aase strømpegarn (godt med et stort lager)
Nål: 8 mm
Ændringer: Ingen
Hit or sh*t : De blev brugt flittigt, så jeg gætter på hit.

Jeg prøver at skrive fra min telefon, så jeg er lidt spændt på resultatet. Smart, at man kan, men der er ikke meget overblik.

- skriblet af Mette G.

15 januar 2016

Nu starter

vinterens vigtigste sportsbegivenhed. EM i herrehåndbold :-) Nu skal man jo koncentrere sig, når man ser håndbold, så det her går slet ikke som TV-strik:

Altså måtte jeg finde på noget andet. Nu har der jo været en del skriverier om karklude rundt omkring, så jeg startede en hjemmestrikket op:

Mønsteret er nemt, fint og ens på begge sider - meget vigtigt! Nu er bomuldsgarn ikke lige det garn, som mine hænder er mest begejstrede for, så for 117. gang forsøger jeg mig med ikke-metal pinde. I tidens løb har jeg prøvet rigtigt mange forskellige, men er altid vendt tilbage til metalpindene, fordi garnet glider så nemt på dem.
Både min datter og svigerdatter har jeg fået vænnet til/overbevist om, at de skal bruge træ-/bambuspinde. Mest fordi, at jeg forestiller mig, at et blødt/varmt materiale som træ/bambus må være bedre for hænderne. Aner det ikke og i sidste ende, er det måske et næsten religiøst spørgsmål?
På et tidspunkt har jeg købt en Tulip bambuspind 3 mm i håbet om, at den ville være sagen. Og endelig ser det ud til, at det er lykkedes. Den er en fryd at strikke på. Ikke så spids som mine metalpinde, men til nogle garner kan det nu også være en fordel. Jamen, bliver mine metalpinde så smidt ud? Nej, det gør de ikke, men det er rart med et godt alternativ.
Rigtig god weekend.
P.S. Nu har der i efteråret været en del snak om reklameomtaler på blogs, så for en sikkerheds skyld skal jeg da lige sige, at dette er min helt egen mening om en strikkepind, der er både købt og betalt af mig :-)

13 januar 2016

Ideen

om de 10 p strømpestrik om dagen har allerede givet pote:


Okay, skulle der nu sidde en enkelt og tænke: Nej, det kan da vist ikke passe, må jeg hellere med det samme indrømme, at det har taget en ret stor del af 2015 og starten af 2016 at få dem færdige.

Indtil videre har jeg pænt strikket de 10 p og der er faktisk gået lidt sport i det:


Omgangene passer lige med en TV-avis og det er faktisk ret hyggeligt. Så er håbet bare, at det varer ved!

- skriblet af Mette G.

06 januar 2016

Håber, at alle

er kommet godt og sikkert ind i 2016.

Hos os foregår Nytårsaften mere eller mindre, som den har gjort de sidste 15-20 år. Hm, nok nærmest mindre. Da vi startede ud, var vi 6 voksne og 8-10 børn, hvoraf kun en er pige. Så kan man jo godt forestille sig, at der var gang i raketaffyringerne - under meget kontrollerede forhold. I løbet af sådan en aften blev der fyret så meget nytårsskyts af, at det tog en stor del af 1. Nytårsdag at rydde op. Det har så heldigvis betydet, at de mange drenge faktisk var ovre trangen til at fyre nytårsskyts af, inden de blev gamle nok til at måtte drikke alkohol.

Nu er vi nede på at være 4 voksne, så det er en ganske fredelig og meget hyggelig affære. Der spises, snakkes, drikkes en anelse rødvin, spises, snakkes osv. osv.

Nytårsforsætter bruger jeg ikke rigtigt. Har dog lavet en lille aftale med mig selv, som gerne må overholdes, men bliver den det ikke, går det såmænd også nok. Min strømpeskuffe er ved at være lidt tom og når man ikke kan klare sig igennem en vinter uden de hjemmestrikkede strømper, ja så må man jo gribe til strikkepindene. Så aftalen lyder på 10 p på strømpe pr. dag. For sjov skyld tog jeg lige tid i aftes og det tager max. 20 min. at strikke dem, så mon ikke det kan lade sig gøre?!?

Og så lige endnu en gang færdigt strik fra sidste år:

Den lilla farve er ikke så krads, som på foto. Da jeg købte garnet, var jeg vild med farverne, men i dag…… Jeg bruger den hjemme, for faconen er der ikke noget i vejen med. Alle detaljer om den, er præcis de samme som her.

Nå, men det var de dersens strømper, jeg kom fra.