13 november 2016

Er jeg den eneste,

der rammes af ungdomssløvsind på denne tid af året?

Jeg vælter ud af sengen om morgenen med store planer om, at når jeg kommer hjem fra arbejde, skal der bare strikkes igennem. Når jeg så kommer hjem fra arbejde kl. 17.30, skal der spises, på en god dag skal der også gåes en tur og så lander jeg endelig i strikkestolen. Strikketøjet hives frem og så ligger det ellers pænt i mit skød hele aftenen. I snit får jeg vel strikket 4 pinde pr. aften!

Det er ikke mangel på strikkelyst og julegavestrikketøjet er der heller ikke noget i vejen med, det er bare energien, der mangler. Meget underligt for køen af strikkeprojekter, som jeg gerne vil i gang med er lang.

Nå, det vender vel på et tidspunkt. Til gengæld så varmer det her da hjertet - og fødderne 😀



06 november 2016

Intet er så skidt,

at det ikke er godt for noget - siges der. Det kan så diskuteres, men lige i tilfældet med julegave-strik-optrævling passer det faktisk meget godt.

Da jeg strikkede trøjen til mig selv, var de falske snoninger lige ved at tage pippet fra mig. Eller i hvert fald fra mine hænder. Snoningerne strikkes over 2 pinde og på p 2 strikkes der 1 vr, 1 r, 1 vr i samme maske. Det var mine hænder ikke glade for på p 5. Samtidig var jeg ret sikker på, at jeg ville strikke den igen, så jeg lavede en mental (!) note om at finde et andet snoningsmønster næste gang.

Nu er det bare sådan med de mentale noter her hos mig, at de har det med at forsvinde, så jeg var kommet et stykke ned på julegaven, før jeg kom i tanke om det. Da jeg så skulle starte forfra, startede jeg også med nye falske snoninger. Her er mønsteret strikket på 1 p. Meget nemmere og meget hurtigere. Ren win-win.


Det originale mønster til venstre. Det nye til højre.

Selvom det ikke bliver til voldsomt meget strik i øjeblikket, er jeg nu næsten klar til ærmerne. Jeg overvejer, om det virkelig er ved at være på tide, at der indføres internetbegrænsninger, for den iPad tager lidt for meget af min sparsomme fritid!